Mai Andersen er en del af den første årgang i nyere tid, der skal konfirmeres en lørdag, og det er både mor og datter glade for.
Varde: Lørdag den 28. april skal Mai Andersen og de andre konfirmander fra Sct. Jacobi Skole konfirmeres, at det bliver en lørdag, er hun glad for.
- Så kan jeg få mere ud af min fest og min dag. Jeg skal ikke tidligt i seng for at komme op til blå mandag, siger Mai Andersen, der skal på blå mandag i Aarhus.
Lørdagskonfirmation giver familien mulighed for tage alt lidt mere roligt.
- Det er rart, det giver os god tid, siger mor Gunhild Andersen og fremhæver, at de endda har tid dagen før, da det er storebededag - dog skal familien til en anden konfirmation den dag.
Festen
Festen skal holdes ved Mais farmor og farfar, der har en gildesal, så de kan ordne borde i god tid, og de kan vente med den store oprydning til søndag, det behøver ikke være lige efter festen.
- Det er rart, vi kan rydde op søndag, så skal vi ikke skynde os at pakke sammen og køre hjem, siger Gunhild Andersen.
Det er anden gang, familien skal holde konfirmation, da Mai er den mellemste af tre søskende.